Livet på skolen

Her kan du læse om livet på skolen og finde informationer om både det faglige og det sociale liv. Du kan læse om udvalg, fællesarrangementer, markedsdage, ture og teater.

Morgensamling

Morgensamling

Vi begynder skoledagen kl. 08.15 med morgensamling. Det er en vigtig del af hverdagen at mødes i et fællesskab omkring sang og fælles beskeder, indslag, fødselsdagssang m.m. Alle kan ytre sig om stort og småt.

Klasserne med deres lærere skiftes til at stå for samling en uge af gangen. Der synges, gives beskeder, fremvises projekter fra undervisningen, måske har læreren en fortælling eller noget andet på hjerte. Det kan være alt fra et eventyr til et naturvidenskabelig foredrag om solformørkelse.

Det er vigtigt for os, at morgensamlingen er starten på dagen samt at forældre har mulighed for at deltage.

Morgensamlingen er med til at styrke vores fællesskab, den fordrer respekt, hensyntagen for hinanden samt ansvar over for sig selv, andre og for helheden.

Fleksibel skole

For at have gode muligheder for tværfaglig undervisning, projekter og fordybelse er skemaet ikke det samme altid. Der er forskel på de tre trins måder at forvalte denne frihed på.

I indskolingen er skemaet mindre omskifteligt, da vi mener, at de yngste har brug for en vis forudsigelighed og kontinuitet.

Mellemtrinnet og udskolingen har flere fleksible skemaer og perioder, hvor grundskemaet ikke anvendes.

På Møn Friskole er der 3 fælles emneuger hvert år, hvis faglige fokus skifter fra år til år. Dog har vi lagt os fast på, at 9. kl. hvert år underviser resten af skolen i et land. Det vi kalder den ”internationale uge”. Lærerne fungerer som konsulenter for eleverne.

Herudover planlægger de tre teams særlige uger / forløb på tværs af klasserne. Vi prioriterer musik og teater højt, fx afsætter indskolingen 14 dage til teater.

Mellemtrinnet afsætter 4-5 uger til et større teaterprojekt, hvor børnene selv skriver stykket.

I udskolingen prioriterer vi filmskole hvert år i 7. klasse og den omtalte internationale uge for 9. kl.

Der er valgfag i udskolingen. Eleverne opdeles typisk på 3–4 mindre hold afhængig af elevtal. Valgfagene er af praktisk / musisk karakter.

Vi har en række alternative dage, hvor eleverne er på tværs af klasser fx motionsdag, klippe/klistredag, juleafslutning, fastelavn m.m. Disse dage har et særlig socialt fokus, idet eleverne er organiseret med deres venskabsklasser.

Kor

Filosofi og kor

Filosofi
Vi tror på, at børn som udgangspunkt er født som nysgerrige og undrende. Dette kan bl.a. stimuleres i filosofiundervisningen på Møn Friskole, hvor vi undrer os sammen i et undersøgende fællesskab.

Vi mener, at vi udvikler åbenhed, oprigtighed, nysgerrighed, tolerance og empati. Børnene forbedrer kompetencerne ved at tale, lytte, undre sig, begrunde og reflektere.

Vi afsætter én lektion til filosofi hver uge. Det vil ofte blive tænkt ind i de andre fag tværfagligt, da emnerne i filosofi ofte vedrører de andre fags åndelige baggrund.
Læs mere om Filosofi-undervisningen.

Kor
Vi har valgt at styrke sangen og fællesskabet omkring det at synge sammen. Derfor har vi kor på alle klassetrin organiseret i 3 større grupper. 0. – 3. kl., 4. – 6. kl. og 7. – 9. kl. To lærere samt 1 til 2 pædagoger er tilknyttet.

Det er vigtigt at eleverne oplever fællessangen som en samlende aktivitet og kulturelt fænomen. I sangarbejdet er det vigtigt at eleverne får mulighed for at bibeholde eller udvikle den alsidige brug af stemmen, de er født med, og at de bliver bevidste om stemmebrugen.

Markedsdag

Markedsdag

Markedsdagen er en lørdag i foråret, hvor klasserne i fællesskab planlægger og står for boder og aktiviteter. Forældre, bedsteforældre, søskende, lokalsamfundet inviteres til denne dag, som for eleverne er en skolepligtig dag. Overskuddet går til børnehjemmet Sunway Children, som Møn Friskole har et samarbejde med.

I ugen op til markedsdagen tager vi emner op på morgensamlingen der vedrører børn i andre lande. Vi har fokus på medmenneskelighed samt ansvar for at hjælpe andre.

Vores markedsdag er med til at styrke fællesskabet og sammenholdet, både i klasserne og mellem de voksne (forældre og ansatte).

Lejrskole

Lejrskoler

Vi tilbyder lejrskole allerede i indskolingen. De mindste elever nyder godt af et par dage, hvor de modtager undervisning og nye indtryk væk fra skolen.

På mellemtrinnet tager vi lidt længere væk i Danmark og i udskolingen kommer man på lejrskole hele to gange, i 7. og 8. klasse. Den ene er traditionelt en udlandsrejse.

Herudover bidrager forældre gennem forældrenerådene til at understøtte trivslen i klassen med overnatninger fx shelterture.

Ringetider

Ringetider

8.15 - 9.05:  1. lektion (inkl. morgensamling)
9.05 - 9.50:  2. lektion
9.50 - 10.15: Pause
10.15 - 10.55:  3. lektion
10.55 - 11.40:  4. lektion
11.40 - 12.25:  Pause (inkl. spisning)
12.25 - 13.10:  5. lektion
13.10 - 13.55:  6. lektion
13.55 - 14.40:  7. lektion

Skolebus

Skolebus

Møn Friskole har ikke egen skolebus.
Skolens elever må benytte de kommunale skolebusser gratis.

Bus nr. 14 og 15 kører på Vestmøn.
Bus 664 kører mellem Vordingborg og Stege, via Bogø. Busserne holder ved skolen.
Tjek Movia for afgange (se tiden for "Damsholte kirke").

Snevejr

Snevejr

Når vi en sjælden gang har behov for at aflyse undervisningen pga. snekaos, gør vi det på forsiden af forældreintra.

Ved at lytte til Radio P4 Sjælland eller tjekke dr.dk/p4sj vil man i øvrigt kunne orientere sig om de lokale busser kører.

Når undervisningen meldes aflyst, vil vi tilbyde nødpasning til fremmødte elever, af det personale, der er mødt frem.